Pailletter, Platon & Pandekager

Om litteratur, kagebagning, film, kunst, filosofi, rejser – og alt, der glimter!
august 12th, 2014 by Frk Sejr

Forelsket i Kapgang

I søndags var det “Den Store Biografdag”. Måske havde du allerede hørt om det og benyttede ligesom jeg og mange andre muligheden for at se film til halv pris? (Sidste år blev arrangementet afholdt i oktober, men jeg går ud fra at idéen med arrangementet er at at hive nogle besøgende ind på en ellers stille dag og i dét perspektiv er en søndag i august nok mere oplagt. Vejret var alligevel semi-fesent.)

Jeg har egentlig ikke været synderligt begejstret for udvalget af dansk film de seneste par år – there, I said it… Alligevel valgte jeg at gå ind og se Niels Arden Oplevs “Kapgang”.


…og dét har jeg virkelig ikke fortrudt. Det er lang tid siden jeg har set en dansk film som både fik mig til at græde og grine.
Græde – fordi livet er sådan en uretfærdig og svært håndgribelig størrelse for den kun 14-årige Martin, som mister sin mor til kræft få uger inden sin konfirmation og derefter skal deale med sin sørgende far og storebror, den første spirende teenageforelskelse, forholdet til bedstevennen Kim og de generelle vanskeligheder forbundet med at finde sig selv i en søvnig og støvet provinsby hvor alle (tror at de) ved alt om alle, men ingen siger noget.
Grine – fordi Martin om nogen forstår at tage kampen op på en så selvfølgelig og ulidelig let måde at man ikke kan undgå at blive ramt i hjertekulen og heppe helt vildt på ham.
I “Kapgang” behandles mange tabuer, men filmen som sådan har ingen tabuer, og måske derfor fungerer den så godt. (Du skal ikke være sart for at se denne film, for 1976 var et vildt år i Sdr. Omme.)
Se den: Hvis du kunne li’ den sorte humor og slet skjulte alvor som også kendetegnede “Kunsten af græde i kor” (2006). “Kapgang” er forøvrigt baseret på en roman af Morten Kirkskov, som heller ikke skulle være helt ringe, som man siger på jysk.

Skal du have en ekstra anbefaling med på vejen bør du også overveje “Begin Again”, som har fået den danske titel “Forelsket i New York” (forstår ikke helt hvorfor den skulle have en dansk titel?). Og inden du tænker “Hey, er det ikke dén der med Keira Knightley? Har hun nogensinde lavet en film hvor man IKKE har lyst til at slå hende?!”, så tag lige en dyb indånding. I “Begin Again” har man kun lyst til at slå hende cirka 10% af tiden og så synger hun egentlig ikke helt skidt. Mark Ruffalo er som altid en snack og han er også perfekt castet til rollen som falleret pladeselskabsdirektør med rod i selvværdet og baglandet.


Hvis du synes det lugter lidt af noget du har set før, er det måske fordi du også har set “Once” (2006) – instruktøren er nemlig den samme, men historien fungerer væsentligt bedre i Begin Again, selvom musikken mangler noget af den nerve og autenticitet som Glen Hansard tilførte Once.

Begin Again (Forelsket i New York) er i biografen NU og Kapgang får premiere d. 28. august.

november 19th, 2013 by Frk Sejr

CPH:DOX 2013

Pga. influenza nåede jeg desværre ikke ind og se de mange film jeg havde planlagt, men nåede alligevel 10 stykker og der var flere helt fantastiske imellem. Mit program inkluderede When The Bough Breaks, The Great Dictator, Återträffen, My Stuff, Teenage, Population Boom, Pine Ridge, Everybody’s Child, The Great Night og Mothers.

Min absolutte favorit var den svenske “Återträffen”, hvis fortælling og morale var ubehageligt insisterende, og instruktøren Anna Odells skuespil – eller ikke-skuespil, om du vil – hudløst i en sådan grad, at det var svært ikke at føle sig følelsesmæssigt voldtaget. Filmen starter ved Annas 20-års-jubilæum med sine gamle skolekammerater, men det står hurtigt klart, at Anna ikke var en del af det positive sociale fællesskab som de øvrige ved festen er kommet for at mindes og hylde – for Anna er festen en mulighed for at stille sine tidligere klassekammerater til ansvar for den adfærd og den afvisning de udsatte hende for, da de alle endnu var børn.


Hele jubilæumsfesten er fiktiv, dvs. det er skuespillere, som spiller Anna Odells tidligere klassekammerater, men det lykkes Anna at komme i kontakt og mødes med nogle af de tidligere klassekammerater og vise dem scenerne – og det er hér det hele for alvor bliver interessant, for hvem var du egentlig dengang du gik i skole? Hvordan husker du dig selv? Hvordan husker de andre dig? For flere af Annas tidligere klassekammerater er kløften mellem deres selvopfattelse og Annas opfattelse enorm og uoverstigelig. Der er tydeligvis ingen af dem, der kan eller ønsker at forlige sig med Annas billede.

Anna Odell blev faktisk ikke inviteret til sin skoleklasses 20-års-jubilæum – hun hørte om jubilæet over facebook, da det var blevet afholdt, og besluttede sig derefter for at lave filmen. Som hun gentagne gange spørger sine tidligere klassekammerater: “Hvad var det I var så bange for? Hvorfor inviterede I mig ikke?” Og som hun forklarer når hun viser dem scenerne af det fiktive jubilæum: “Jeg kunne ikke finde på at sige de ting – men hvad hvis man gjorde? Hvad hvis man sagde dem?” Og det er jo pointen: børn kan være onde, men børn er også uden ansvar. Voksne derimod, kan man stille til ansvar, kan man bede om en forklaring. Men kan man stille dem til ansvar for hvordan de handlede som børn? Anna Odell gør forsøget og det gør ondt på hende og på tilskueren. Én af de bedste og mest tankevækkende film jeg har set længe.

Jeg var også begejstret for den meget stemningsfulde og smukke “Teenage” som var en slags historisk, filmisk collage af ungdommens historie og den charmerende “My Stuff” om en ung finsk mand, som opmagasinerer alle sine ting, for derefter at give sig selv lov til at hente én ting om dagen…men jeg var egentlig overall tilfreds med alle de film jeg fik set i denne omgang. CPH:DOX ‘cause reality rocks!




september 11th, 2013 by Frk Sejr

Pleased to meet you, Mr. Grey…

Med fare for at skuffe de læsere, som måtte gøre sig højtravende tanker om min litterære smag indrømmer jeg hermed, at jeg for nylig fik kæmpet mig igennem 1. bog i den berygtede bogserie “50 Shades of Grey”. Jeg kan også allerede nu røbe, at jeg ikke føler noget behov for læse de to næste bøger i trilogien.
De første 150 sider var egentlig okay. Unge, uskyldige Anastasia møder mystisk og lækker millionær. Som tilfældigvis bliver helt skudt i hende og overøser hende med opmærksomhed, materielle goder og helt fantastisk, mind-blowing sex. (Bemærk venligst at den unge Anastasia er jomfru, men al sex med Christian Grey er bare sol-fucking-måne-og-stjerner og voldsomme orgasmer by the thousands.) Efter de første 150 sider tabte jeg interessen og de sidste par hundreder sider læste jeg kun, fordi jeg af stædighed altid læser bøger færdige…

50shades

Generelt har jeg det ret stramt med populærkulturelle massepsykoser – fx Stieg Larssons Milennium-trilogi, Harry Potter-serien, Da Vinci-mysteriet, “10 år yngre på 10 uger”, Twilight, und so weiter…det skyldes nok delvist, at jeg som studerende fik job i en boghandel, hvor jeg arbejdede i lige knap 8 år – og Jesus Christ, hvor blev jeg hidsig, når der stod en eller anden kvinde 50+, svøbt i baner af mørkelilla stof og kilovis af rav og forsøgte at overbevise mig om at jeg bare måtte læse “Mænd der hader kvinder”, for det var den bedste bog hun nogensinde havde læst! Og jeg lavede himmelvendte øjne da en 30’ish, kvindelig kopi af en troldlærling var lige ved at bryde ud i gråd, fordi hendes – yeah, you guessed it – Harry Potter-bog ikke var kommet hjem til tiden. Gud forbyde, at hun måtte vente til dagen efter med at få den læst! Omvendt var det også enormt provokerende, når en eller anden bedrevidende, selvbestaltet litteraturekspert – typisk midaldrende herrer med hornbriller og permanente, misbilligende panderynker – ikke kunne begribe, at jeg ikke havde læst lige dét obskure værk han efterspurgte…(som regel en eller anden lommefilosofisk paperback af en fransk forfatter udgivet i 30 eksemplarer engang i sen-70’erne – for længst udsolgt fra forlaget.)

Jeg er som regel i gang med flere bøger på én gang. Det lyder måske lidt forvirrende, men det virker – på den måde kan jeg vælge aftenlæsning efter hvad jeg lige er i humør til – chick-lit, filosofi, litterær klassiker, gys, historie m.v. Efter at have tvunget mig selv igennem 50 Shades (of boring) fik jeg lyst til noget erotisk aftenlæsning af lidt højere litterær kvalitet og faldt over Emily Maguire’s “Dyret med de to rygge” – og selvom den aldrig bliver en tidløs klassiker, er den mange tunge åndedræt foran Christian Grey og Anastasia:

“Da deres affære havde varet i 2 måneder, holdt Sarah et oplæg i klassen om Emily Dickinson, en forfatter, som hun vidste, at mr. Carr mente, burde forvises fra kanon. Dette opfattede Sarah som en personlig fornærmelse og var fast besluttet på at ændre hans mening. Mens hendes klassekammerater sad og halv-sov bagerst i lokalet, sendte sedler rundt eller i det skjulte lyttede til deres walkman, der lå gemt i deres penalhuse, diskuterede Sarah lidenskabeligt Emily Dickinsons betydning. Mr. Carr lyttede ufravendt, afbrød hende nu og da for at få præciseret en pointe eller stille et spørgsmål. “Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener, når du hævder, at Dickinson var komisk. Kan du give os et eksempel?”
“Selvfølgelig.” Sarah så ham direkte i øjnene og reciterede Digt XI:

Stort galskab er guddommelig fornuft –
for øjet der kan skelne –
stor fornuft – det rene vanvid –
i dette som i alt
får flertallet ret –
samtyk – og du er sund –
betænk – straks blir du farlig –
og lænket af den grund –

Han smilede og klappede langsomt, da hun var færdig. “Meget imponerende, men måske ville bittersødt være et bedre ord end komisk?” Han lænede sig frem i stolen. “Og jeg håber, du ved hvor udfordrende du er. Lænker som straf for afvigelse? Men dog, Sarah.”

Sarah kunne mærke at hun rødmede. Hun vendte blikket væk fra ham, ud mod klasselokalet, men ingen – bortset fra Jamie, der stirrede med åben mund og polypper på Mr. Carr, der ikke bemærkede noget – lod til at have bidt mærke i denne kommentar. De hørte ikke efter, mens nørdede Sarah Clark og kedelige Mr. Carr diskuterede en eller anden død dames digte; det gik ikke op for dem, at de var vidner til forspil.
Sarah afsluttede sit oplæg med en anekdote: “Engang fik Emily Dickinson sine digte afvist af en redaktør, der kritiserede hendes ukonventionelle tegnsætning, især hendes overforbrug af tankestreger. Hendes svar var lige på kornet: ‘Jeg er i fare, sir.’ Når man læser hendes digte i dag, kan vi mærke hendes bankende hjerte, hendes hurtige åndedrag, det overophedede blod, der pisker gennem hendes årer. Vi kan mærke hendes higen, og den bliver vores.”
Mr. Carr takkede hende for oplægget og bad den næste elev om at rejse sig, men efter timen hviskede han til hende, at hun skulle møde ham på benzintanken nu, og selvom de begge havde en halv dags lektioner tilbage, flygtede de til deres gamle parkeringsplads ved vandløbet, og mr. Carr fortalte hende, at hendes oplæg havde fyldt ham med en ubærlig længsel.
“Jeg har aldrig vidst, at Emily Dickinson kunne være erotisk,” sagde han, og Sarah fortalte ham, at intet nogensinde havde været erotisk, før han havde vist hende, at alt var det.”

600570_10151467909541451_1665883507_n

(Og ja, Sarah har ret: Emily Dickinson er helt fantastisk. Langt mere interessant end Christian Grey i alle tilfælde.)
august 5th, 2013 by Frk Sejr

Before Midnight

Åh, var så heldig at få billetter til en forpremiere på Richard Linklaters “Before Midnight” og var derfor i Grand i søndags. Åh, hjertesuk, hvor havde jeg ventet på den film og ventet på forløsning. Og det fik jeg.

Hvis du ikke allerede kender historien om franske Celine og amerikanske Jesse, der i trilogiens første del (“Before Sunrise” fra 1995), møder hinanden på et tog på vej fra Budapest til Paris, og tilbringer en nat sammen i Wiens gader, har du virkeligt noget til gode. I “Before Sunset” fra 2004 mødes Celine og Jesse igen efter 9 år, i Paris, og tilbringer eftermiddagen sammen inden Jesse skal nå sit fly tilbage til USA. Og i “Before Midnight” fra 2013 finder vi ud af om Jesse nåede sit fly eller blev hos Celine. Og meget mere vil jeg faktisk ikke røbe. Se dem!






Okay, lidt mere vil jeg godt røbe: Jeg synes “Before Midnight” havde meget af den samme magi som de to forgængere – kemien mellem Ethan Hawke og Julie Delpy er til at tage og føle på – men den gjorde mig også en kende deprimeret. Måske er jeg mere romantisk anlagt end jeg selv er klar over, men de intense skænderier mellem Celine og Jesse mindede mig for meget om forlængst forliste forhold og fik mig til at tænke alvorligt over i hvor høj grad den dér forelskelsesrus, som de fleste forhold begynder med, kan vare ved og hvad den egentlig består i. Opgav jeg mine drømme, fordi jeg elskede dig? Hader jeg dig nu, fordi du fik mig til at opgive mine drømme? Der er ingen enkle svar og måske derfor virker “Before…”-trilogien så hudløs, forførende, forvirrende og mærkeligt uforløsende. Se den.

maj 23rd, 2013 by Frk Sejr

Fortryllende fantastisk forårskage!

Har forsømt bloggen lidt på det seneste og det beklager jeg. (Efter at have siddet i biografen kun afbrudt af arbejde og søvn og mad på farten i cirka 2 1/2 uge havde jeg pludselig også vasketøj og veninder som krævede opmærksomhed.) Til gengæld har jeg bestemt ikke forsømt mit køkken og i starten af maj arbejdede jeg lidt med en opskrift, som jeg nu har fået perfekteret – og her kommer den så: verdens bedste rabarber-stikkelsbær-kage med marcipan!

IMG_8339IMG_8346

Ingredienser:
250 g. stikkelsbær og rabarber (skåret i 1-cm-stykker), (både stikkelsbær og rabarber må gerne være frosne)
6 spsk. sukker
200 gr. groftrevet marcipan

70 g. smagsneutral olie (fx solsikkeolie)
130 g. græsk youghurt
2 dl. sukker
3 æg
2,5 dl. hvedemel
1 tsk bagepulver

Fremgangsmåde:
Sukker, stikkelsbær og rabarber blandes og får lov til at stå og trække mens dejen røres sammen.
Olie, græsk youghurt og sukker piskes til sukkeret er smeltet. Æggene piskes i ét ad gangen. Hvedemel og bagepulver blandes og vendes i dejen. Groftrevet marcipan vendes i dejen, som derefter hældes i en smurt tærteform. Sukker-stikkelsbær-rabarber fordeles nu over dejen, og må gerne ‘presses’ lidt ned så kagen kommer til at se dekorativ ud. Kagen bages i varmluftsovn ved 175 i ca. 1 time/5 kvarter.

IMG_8355

Hvis det skal være rigtigt syndigt kan kagen serveres med vanilleis, men den er syndig som den er…but then again, jeg har altid haft hang til det dekadente… 🙂

IMG_8359
IMG_8362